Mødetid kontra afgangstid

Jeg har utallige gange oplevet folk komme for sent ud til flyet, ikke fordi de mødte sent op i lufthavnen eller var landet sent med et andet fly, men fordi det at finde den rigtige gate i rette tid voldte problemer. I mange tilfælde mistede disse passagerer deres flyforbindelse og for nogle endda gyldigheden af deres billet. Her er eksempler på, hvad der typisk går galt.

Afstande
Fra butikker, ventesale og spisesteder kan der meget nemt være 10-15 minutters gang ud til gaten.

Gatenumre
Det er ikke usædvanligt at en lufthavn har flere terminaler (fingre) angivet med bogstaverne A, B, C osv. Hver terminal har flere gatenumre. Fx kan der være to gate 10 - en i terminal A (A10), og en i terminal B (B10).

Ens destinationer
I store lufthavne er det ikke usædvanligt, at 2-3 fly afgår næsten samtidigt til samme destination. Derfor er det nødvendigt, at du både kontroller destinationen og flynummeret, inden du går mod gaten.

Afgangstid
Den tid, som er trykt i billetten, er flyets afgangstid og ikke din mødetid i gaten. Standarden er mindst 15 minutter før angivet afgangstid.

Schengen
Når du rejser fra et Schengenland til et ikke Schengenland, eksempelvis fra Danmark til England, er der udrejsekontrol. Kødannelser ved kontrolstederne kan sagtens medføre ventetider på 10-20 minutter.

TIP: Er du sent på den, så kontakt et servicecenter eller anden gate på vejen. Opgiv dit efternavn samt gatenummer, og bed dem ringe og informere din gate om, at du er på vej.
© Copyright 2008-2014 Rejser.Net