Rejseklasser - Kiks eller kaviar

De fleste, som har siddet bagest i et fly på vej til New York eller Rio de Janeiro, har sikkert spekuleret på, hvad der mon foregår bag det tætvævede gardin, som adskiller flyets klasser.

Hvis gardinet et kort øjeblik har åbnet sig - har du kunnet skue ind i lykkeland, hvor hærdebrede stole er lænet langt tilbage, mens champagneflaskerne tegner silhuetter i den dæmpede belysning.

Men det er ikke alt. Forskellen starter allerede ved check-in, hvor passagerer på de dyrere klasser har egne check-in skranker. Her kan de uden beregning checke ekstra bagage ind, og efterfølgende tilbringe ventetiden i eksklusive ventesale, de såkaldte lounger.

Alt denne luksus koster penge, men en ligeså vigtig faktor for billettens pris er graden af fleksibilitet, som afgøres af, hvilken prisklasse billetten tilhører.

Flyvende klassesamfund

Ombord på et rutefly findes fra 1-3 rejseklasser, som er placeret adskilt i kabinen. Forskellene består primært i sædekomfort og serviceniveau. Store fly, som opererer interkontinentalt, har 3 klasser, mens mellemdistancefly typisk må nøjes med 2. På indenrigsfly findes blot en 1 rejseklasse. Selskabernes navne for de forskellige rejseklasser kan være forskellige, som led i deres individuelle markedsføring, men verdensstandarten er:

1.klasse = First class
2.klasse = Business class
3.klasse = Economy class - i USA, Coach class
© Copyright 2008-2014 Rejser.Net