Flybilletter - senior - ungdoms - børne - og babybilletter

Seniorbilletter
Seniorbilletter kan købes af passagerer, som er fyldt 65 år. Ideen bag seniorbilletter er ikke så meget prisen, som ligger tæt op ad en almindelig rabatbillet, men derimod den øgede fleksibilitet, som billetten tilbyder. Fx kan du på seniorbilletten være bortrejst i op til seks måneder, hvor almindelige rabatbilletter som regel giver dig en måned. Normalt kan du få ændret din billet én gang uden ekstra gebyr.

Ungdomsbilletter
Ungdomsbilletter kan købes, indtil man fylder 26 år. Ungdomsbilletter udmærker sig især ved at være særdeles fleksible, fx er gyldigheden op til et år, og det koster kun lidt eller intet at ændre billetten undervejs. Besparelsen, i forhold til en ligeså fleksibel billet for en passager over 26 år, kan være helt op til 60-70%. Til gengæld kan reservationen på nogle billettyper først bekræftes få dage før flyafgang.

Børnebilletter
Børnebilletter findes i lige så mange varianter som voksenbilletter. Den eneste forskel er prisen, som generelt ligger 50% under samme kategori af voksenbillet. Børnebilletter kan benyttes, indtil barnet er 12 år - på visse kampagnebilletter helt op til 15 eller 18 år.

Babybilletter
Børn under 2 år kan rejse gratis, såfremt de sidder på forældrenes skød, og derved ikke optager et flysæde. Alligevel skal der altid udstedes en flybillet til babyen. Billetten er i de fleste tilfælde gratis, men ved interkontinentale ruter opkræves dog typisk 10% af prisen på en voksenbillet. Babybilletter har en meget begrænset bagagekvote, hvis nogen overhovedet.

TIP: Hvis du rejser med Kasper på 13 måneder, og I medbringer for meget bagage, kan det måske være en billigere løsning at købe en børnebillet med fuld bagagekvote frem for at skulle betale for overvægt. Samtidig kan både du og lille Kasper glæde jer over et ekstra sæde.

© Copyright 2008-2014 Rejser.Net