Flybiletter - betalingsmuligheder & afbestilling

Spørg til eventuelle tidsfrister på betalingen. Nogle rejsebureauer vil lade dig booke en billet lang tid i forvejen, men opgiver derpå en deadline for, hvornår billetten senest skal være betalt, typisk fra 21, 14 eller 7 dage før afrejse. Overskrider du denne deadline, bortfalder reservationen. Spørg til dine muligheder for at afbestille billetten. Normalt er dette ikke et problem, førend billetten er betalt, men derefter fanger bordet, medmindre billetten er en full fare.

Forudbetalt billet Hvis du vil hjælpe en ven eller et familiemedlem, som er "strandet" udenbys og ikke selv har mulighed at finansiere en billet hjem, kan du booke og betale billetten "hjemmefra" og aftale, at den så ligger klar til afhentning på et af selskabets salgskontorer "udenbys". Servicen som ikke koster ekstra benævnes PTA, Prepaid Ticket Advise.

Vouchers I forbindelse med reservationen har du mulighed for at bestille en såkaldt voucher. Denne fungerer som en luftfartscheck, der udstedes og betales sammen med billetten. Fordelen er, som med en bankcheck, at undgå kontanter i lommen. Voucheren er forudbestemt til at gælde en bestemt ydelse, fx hotel- eller billeje, når disse er en del af reservationen.

Reservationen

Når rejseagenten booker din rejse, foregår det i et verdensomspændende online reservationssystem, som er koblet op med tusinde af andre billetudbydere. Selve reservationen kan fremstå som en hel lille "sagsakt", som udover navn, dato og flynumre også kan indeholde bookinger af hotel og billeje, samt reservation af sæder, specielle måltider og andre servicemuligheder. Adgangskoden til "sagsakten" er dit reservationsnummer, og kun bureauet eller flyselskabet, som har lavet reservationen, har adgang til at lave ændringer.

TIP: Så snart du modtager et reservationsnummer, så skriv det ned. Det går hurtigere, hvis du efterfølgende skal i kontakt med rejseagenten eller flyselskabet.
TIP: Kontakt salgskontoret for det selskab, du skal flyve med, og bed om at få tilsendt deres fartplan. Fartplanen er en lille bog spækket med mange relevante oplysninger om bl.a. flyselskabet, lufthavne, og samarbejdspartnere.
TIP: Flyafgange fra morgenstunden er sjældnere udsat for forsinkelse, end afgange længere op af dagen. Det skyldes, at eventuelle uregelmæssigheder i selskabets rutenet endnu ikke har bredt sig. Skulle uheldet være ude, er dine muligheder for at blive ombooket bedre først på dagen end senere.
© Copyright 2008-2014 Rejser.Net