Flyskift med kort tid

Hvis det fly, du ankommer med, er forsinket, gælder det om hurtigst muligt at finde en informationstavle, hvor du kan se status på dit tilslutningsfly.

Hvis dit næste fly stadigvæk figurerer på informationstavlen, så søg mod gaten, uanset om du mangler at få checket ind hos servicecentret.

I situationer, hvor din forsinkelse skyldes generelle faktorer, såsom vejr eller strejke, er der gode chancer for, at dit tilslutnings fly også er forsinket.

Lad dig ikke skræmme af, at der på informationstavlen står Gate Closed ud for dit fly, så længe flyafgangen stadig figurerer på skærmen, er der håb!

I de tilfælde, hvor du selv skal overføre din bagage (typisk ved rejse fra udenrigs til indenrigs), må du lave en hurtig afvejning af, om det er dig eller bagagen, som skal vente.

Hvis du fx er på hjemrejse, vil jeg anbefale, at du lader bagage være bagage, og så i stedet når flyet.

Bagage kan eftersendes, og som du kan læse mere om i afsnittet omkring bagage, har flyselskaberne meget effektive midler til rådighed, når efterladt bagage skal findes og fremsendes.

Alternativet er at vente på næste fly, hvis ikke det var det sidste den dag.

© Copyright 2008-2014 Rejser.Net