Flybilletten - En kontrakt om befordring

Din flybillet er set med juristens øjne en "kontrakt om befordring", som træder i kraft, i det øjeblik du møder op i lufthavnen og checker ind. Fra da af påtager pågældende flyselskab sig ansvaret for, at du bliver transporteret frem til sidste lufthavn ifølge billetten.

En billet - flere flyskift: Hvis billetten indgår i en serie af andre billetter, evt. fordelt på flere selskaber, er du sikret transport frem til den sidste lufthavn ifølge billetserien, såfremt billetterne er del af samme billetudstedelse. I praksis kan du se det ved, at billetterne er udstedt i ét hæfte, og at billetternes kuponnumre er fortløbende.

Separate billetter: Er din rejse derimod baseret på flybilletter, som er udstedt separat, fx i to eller flere billethæfter, gælder "kontrakten" kun for hver enkelt billet, uafhængigt af de andre billetter. Bliver du eksempelvis forsinket af flyselskab A, således at du ikke når flyselskab B, vil selskab A henholde sig til, at de har opfyldt deres del af aftalen. Separate flybilletter vil flyselskab A betragte som "arrangementer uden for deres kontrakt om befordring".

© Copyright 2008-2014 Rejser.Net