Bagage - Kom tilbage

Når du pakker din bagage, kan du i høj grad medvirke til, at den hurtigt vil blive returneret til dig, i tilfælde af at den bliver væk. Hemmeligheden består i at gøre det let for dem, som finder din bagage - at finde dig. Gør det til en vane at lægge en seddel øverst i kufferten, som både oplyser din ude- og hjemmeadresse. Hvis din rejse består af flere stop, bør du vedlægge en kopi af rejseplanen, som du modtog sammen med billetten. Selvom du allerede har et adressemærkat på kufferten, er der risiko for, at den under håndteringen rykkes af.

Andre bagagerelaterede flyrejsetips

  • Lås ikke bagagen - efter den øgede sikkerheds kontrol pga. 11. september, er der ingen kære mor, hvis sikkerhedspersonalet beslutter sig for at efterse din kuffert. En låst kuffert bliver brudt op og et "opened by security" klistermærke sat på, hvilket gør, at du efterfølgende ikke kan kræve erstatning for den ødelagte lås.
  • Overfyld ikke kufferten - det indre pres i kombination med stød og slag kan få låget/lynlåsen til at springe. En god ide er at bruge kuffertremme eller reb, til at vikle om eller binde kufferten med.
  • Du kan eventuelt gemme en kopi af pas og billet i kufferten. Hvis din håndbagage bliver stjålet, vil kopierne gøre det lettere at få udstedt erstatningsdokumenter.
OBS: Flyselskabet erstatter ikke skrøbelige genstande, der er ødelagt under transport. Du kan tilmed blive mødt med krav om erstatning, hvis dine knuste rødvinsflasker eller andet har ødelagt andres bagage.
TIP: Anskaf dig en såkaldt flight bag, det er en minikuffert med hjul, som overholder målene for håndbagage. Den har et håndtag, som kan udfældes således, at du kan trække den efter dig. Det sparer mange armkræfter, når du skal gå gennem evindeligt lange terminaler.
© Copyright 2008-2014 Rejser.Net